I disse uger, hvor alle studerende er hjemsendt, fokuserer vi vores indsats mod at sikre trivsel, læring og opretholdelse af en struktureret hverdag for vores unge.

På Sputnik STU arbejder vi med en sårbar målgruppe. Unge, med autismespektrumforstyrrelser, psykiatrinære udfordringer og/eller indlæringsvanskeligheder.

De unge er vant til en tryg, rolig og struktureret hverdag på Sputnik STU, hvor der er fokus på faglig, social og personlig udvikling. Hverdagen, som den plejer at se ud, er brudt op for dem i disse uger, og det fremkalder forskellige reaktioner.

 

Vi har ikke oplevet nogle alvorlige sammenbrud. Men nogle af vores unge er ramt
af tankemylder og bekymringer. ’Bliver min eksamen til noget?’, ’Går verden under?’,
’Sker der mine bedsteforældre noget?’ Vi er derfor særligt opmærksomme på
at yde den fornødne socialpædagogiske omsorg for vores unge i denne tid.

– Torbjørn Berg, leder på Sputnik STU Hillerød

 

Digital og individuelt tilpasset undervisning

Den faglige undervisning fortsætter ufortrødent på vores STU’er. Ledere og medarbejdere er fortsat på arbejde, om end det så vidt muligt foregår hjemmefra. Vores studerende modtager fjernundervisning og hjemmeopgaver via digitale læringsplatforme.

 

Alle vores unge har fået et individuelt skema, som hjælper dem til at opretholde
struktur og rutiner i dagligdagen. Nogle får tilsendt daglige hjemmeopgaver,
andre logger ind på online platforme, hvor de modtager fjernundervisning.
Vi imødekommer, hvad den enkelte har brug for.

– Mie Helslev, leder på Sputnik STU København

 

Begge STU’er tilbyder daglig kontakt til alle unge via telefon-, video- og SMS-samtaler. Det er den unges kontaktunderviser/guidelærer, der varetager denne kontakt, og støtter den unge i de udfordringer, der måtte være. På den måde fastholdes de individuelle og motiverende samtaler, som vi plejer at have med de unge.

Tæt samarbejde med de unges netværk og praktiksteder

Vi er i tæt dialog med de unges netværk, hvad enten det gælder forældre, botilbud eller andet. Herigennem sikrer vi os, at ingen unge er efterladte alene og isolerede i denne tid. Hvis de er, tager vi affære.

Alle praktikker hos eksterne praktiksteder er midlertidigt sat på pause af hensyn til smittefare. Vi er i dialog med vores praktikpartnere om dette, og alle praktikker genoptages så snart det er muligt.

 

Vi har nogle unge, som er i intern praktik på STU’en, hvor det har været muligt at
justere og på den måde fortsætte praktikken. Vi har fx nogle unge, der
løser pakkeopgaver for Sex og Samfund hjemme på deres egne matrikler.

– Mie Helslev

 

Unge, for hvem praktikker er sat på pause, følger i stedet linjebaseret undervisning, eller også bruger vi det som en anledning til at arbejde med ADL-færdigheder (Almindelig Daglig Livsførsel) såsom madlavning, tøjvask, hygiejne osv.

Gåturs-samtaler og kommunikativ træning

Den fysiske afstand, som coronavirus-situationen afstedkommer, begrænser det relationelle nærvær, som ellers præger de unges hverdag på STU’en.

Mie fortæller: “Vi oplever dog også, at der er nogle unge, som vi nu er i dialog med på nye måder. Nogle har svært ved at være i den fysiske dialog. Så dét med, at kommunikationen nu foregår via telefon-, skype- og SMS-samtaler skaber på sin vis nogle fordele. Med det sagt, så hverken kan eller må det erstatte det fysiske samvær, som vi jo netop støtter de unge til at kunne mestre og indgå i til daglig.”

Gåturs-samtaler er et redskab, som også har vundet indpas i disse uger. Altså, hvor de unge og deres kontaktperson går tur hver for sig, alt imens de taler i telefon sammen. Det er en måde at kombinere fysisk aktivitet med individuelle samtaler.

På begge STU’er har personalet faciliteret socialt samvær og sammenhold gennem digitale platforme. Sideløbende med de faglige fora er der oprettet online sociale fora, hvorigennem de unge flittigt chatter med hinanden og deler memes og videoer.

 

Det er klart, at de unge går glip af de fysiske, sociale øverum, som de normalt
indgår i på STU’en. Men vi forsøger at vende situationen til noget positivt,
og bruge det som en løftestang til at træne de unges kommunikative færdigheder.

– Torbjørn Berg

 

Ekstra fokus på skriftlig dokumentation

Skriftlig dokumentation i form af bl.a. kompetencebeskrivelser, månedsnotater og uddannelsesplaner er en integreret del af vores medarbejderes arbejdsgang. Det gælder i allerhøjeste grad også nu.

Den tid, som uvægerligt bliver frigivet i kraft af, at vores unge er hjemsendt, bruger vi på bl.a. at være på forkant med vores skriftlige dokumentation.

Den lokale ledelse står til rådighed for kommuner og samarbejdspartnere, som måtte have spørgsmål til vores indsats i denne tid. Har du spørgsmål, der relaterer sig specifikt til en ung, beder vi dig rette henvendelse til den pågældende unges kontaktperson.

Kontakt den lokale ledelse