Wellnesslinjen er for dig, der gerne vil arbejde med kundebetjening, lære at drive en forretning og vide mere om krop og sundhed.
I løbet af din tid på wellnesslinjen vil du dygtiggøre dig inden for:
- Ansigtsbehandlinger, wellnessbehandlinger, negleteknik, massage og hårpleje.
- Teoretisk viden om hygiejne, sundhed og behandlinger.
- Afspænding, meditation, kropsforståelse og fysisk træning inden for forskellige sportsarter.
- Kundebetjening, service, indkøb og rengøring.
Som studerende er du meget aktiv i undervisningen. Vi har vores egen klinik, som hedder ”Our Wellness Space”. Du lærer at udføre behandlinger, og du lærer, hvordan man smalltalker med kunderne, så de får en god oplevelse.
En gang om ugen starter vi dagen med afspænding eller drømmerejse som får kroppen til at slappe af og blive klar til dagen. Vi har et rart miljø hvor der er tid til fordybelse med omsorg og respekt for hinanden.
Linjen henvender sig både til drenge og piger.
DIN FAGLIGE UDVIKLING
I den teoretiske undervisning får du viden om, hvordan behandlingerne og produkterne virker, og du lærer om vigtigheden af en sund livsstil, egenomsorg og hygiejne.
Du kommer også til at stifte bekendtskab med fremstilling af egne skønhedsprodukter produkter.
Du får lov til at prøve behandlingerne selv og at øve dig på dine medstuderende. Når du har fået god erfaring, kan du også lave behandlinger på klinikkens interne kunder.
Linjen simulerer en privat klinik med aftaler, behandlinger, betaling m.m. På den måde får du som studerende en forsmag på, hvordan det er at arbejde som fx kosmetolog, frisør, negletekniker, massør og lignende.
Du vil også stifte bekendtskab med maskiner inden for skønhedsbranchen.
Du vil komme på korte besøg og tilegne dig viden om forskellige virksomheder inden for sundhedsuddannelserne.
DIN SOCIALE OG PERSONLIGE UDVIKLING
På linjen arbejdes der med sociale kompetencer så som:
- evnen til at tale med fremmede om dagligdags emner.
- evnen til at repræsentere en linje og fx vise rundt eller byde velkommen.
- evnen til at samarbejde omkring en opgave.
- evnen til at indgå i et socialt og fagligt arbejdsfællesskab.
Ligeledes arbejdes der med personlige kompetencer så som:
- at have god egenomsorg og god personlig hygiejne.
- at have bevidsthed om, hvordan man fremstår over for andre.
- at finde ro i kroppen.
- at arbejde selvstændigt og sammen med andre.
- at kunne følge en beskrivelse f.eks. af en behandling som du skal udføre i praksis.