Sputnik har indledt et samarbejde med Bavne Ager plejehjem i Gilleleje, der har vist sig at være en sand gevinst for både de ældre beboere og de studerende. Det særligt tilrettelagte beskæftigelsesprojekt er kendt som “På vej i job” og har været en kilde til faglig, social og personlig udvikling.

Hver tirsdag og torsdag besøger studerende fra Sputnik Stu’s wellnesslinje Bavne Ager plejehjem for at tilbyde de ældre beboere en række velværebehandlinger. Her får de unge mulighed for at udvikle deres faglige færdigheder inden for kosmetologi og sundhedsfaglige behandlinger, samtidig med at de styrker deres evner til at kommunikere og opbygge relationer.

 

Hvad er projekt ”På vej i job”?

Samarbejdet med Bavne Ager er en del af projekt ”På vej i job”, som er et særligt tilrettelagt beskæftigelses-projekt (STB) i Sputnik. Projektet sigter mod at lette overgangen fra studie til job for unge med særlige udfordringer. Mange unge kan føle sig udfordrede i overgangen til job, og dette projekt vil undersøge, hvordan vi aktivt kan arbejde på at integrere de unge på arbejdsmarkedet.

Plejehjemmet Bavne Ager er én ud af tre praktikværter på projekt ”På vej i job”. Sputnik Stu Hillerød har fire unge på Bavne Ager, to unge hos Coop 365 og én unge hos Fiskehuset Hornbæk.

Vi stræber også efter at udvikle samarbejder med flere virksomheder for at udvide mulighederne for de unge.

Følg projekt “På vej i job” på Facebook

 

Initiativet på Bavne Ager er blevet mødt med stor glæde af plejehjemmets beboere, der nyder den tiltrængte følelse af velvære og omsorg. Helle, aktivitetsmedarbejder på Bavne Ager, fortæller:

Vores motto er ‘Livet skal leves – hele livet’, og de unge studerende fra projektet har virkelig bidraget til dette. Beboerne føler sig set af de unge, og projektet adresserer deres behov for nærvær og stimulerer deres taktile sans.”

 

   

Wellness Pop-Up

Sputnik Stu har etableret en klinik på Bavne Ager, som de unge kalder for ‘Wellness Pop-Up’. De unge har været med i hele processen omkring projektet – lige fra indretning af klinikken til at vælge hvilke behandlinger, der skal tilbydes.

De unge udfører behandlinger både i klinikken og ude på fællesarealerne på plejehjemmet. På fællesarealerne bliver der lavet mange behandlinger på kort tid, mens der i klinikken er mere plads til fordybelse og fokus på smalltalk med den enkelte beboer.

Beboerne har mulighed for at vælge imellem en række forskellige behandlinger, herunder:

  • Ansigtsbehandling
  • Neglebehandling, herunder manicure
  • Paraffin behandling af hænder
  • Voksbehandling i ansigtet
  • Farvning af bryn og vipper
  • La Stone massage på arme og hænder

Personlig vækst og faglig udvikling

Cille Hvidløwe, fast underviser på wellnesslinjen i Hillerød, har spillet en central rolle som drivkraften bag projektet. Hun brænder for STB-projektet (særligt tilrettelagt beskæftigelse) og understreger udviklingen, de unge gennemgår.

Udover den faglige udvikling får de unge også værdifuld erfaring med at opbygge relationer og udvise empati over for de ældre beboere. De lærer at omstille sig og håndtere forskellige situationer med tålmodighed. Cille fortæller:

Jeg oplever en kæmpe personlig udvikling og en styrket arbejdsevne hos de unge. De oplever en bred vifte af situationer og lærer at håndtere dem på en konstruktiv måde. Gennem projektet får de et stærkt sammenhold, hvor de samarbejder, støtter og opmuntrer hinanden. De er så seje, og jeg er megastolt af dem.

Hvad siger de unge selv?

Matthias, Jessica, Jens og Dorthe er alle fire en del af STB-projektet ”På vej i job” på Bavne Ager. Vi har spurgt dem om, hvad de får ud af at være en del af projektet:

  • Det gør mig glad indeni, når de ældre smiler efter en behandling, og jeg er blevet klogere på, hvordan det er at være på en arbejdsplads.” – Matthias
  • Jeg elsker at lave behandlinger på de ældre, og jeg får rykket på mine grænser.” – Jessica
  • Jeg er meget populær på plejehjemmet – det gør mig glad og giver mig selvtillid.” – Jens
  • Jeg bliver glad af at give de ældre behandlinger, og jeg er blevet bedre til at tage selvstændige beslutninger.” – Dorthe

 

Matthias, Jessica, Jens og Dorthe

Wellness-knappen

Under en rundvisning på plejehjemmet besøgte de unge en ældre beboer, der havde en alarmknap om håndleddet, hvilket fik dem til at tænke.

Vi synes, de skal have en wellness-knap – og så kommer vi flyvende,
fortæller de unge entusiastisk.

De unge fik idéen om en fremtidig “wellness-knap”, der ville give de ældre beboere mulighed for at tilkalde dem, når de havde brug for lidt ekstra omsorg og velvære. Idéen viser ikke kun de unges hurtige og innovative tilgang, men også deres dybe engagement i at skabe positive og meningsfulde oplevelser for de ældre beboere på plejehjemmet.

Ambitioner for fremtiden

De unges drøm er at få implementeret en wellness-klinik på alle plejehjem:

Vi er med til at gøre en forskel for dem i hverdagen, og vi ønsker at gøre det til en permanent ting på alle plejehjem. Alle i den alder har fortjent at få en god behandling.” fortæller Matthias.

Følg projekt “På vej i job” på Facebook