Igennem de sidste to måneder har STU Hillerød været rammen om et forløb, hvor de studerende fra Sputnik Film har arbejdet sammen om at udvikle, forberede og producere en julekalender i 24 afsnit, som udkommer hver dag i december måned på TikTok, Facebook og Instagram.

Om Sputnik Film

Sputnik Film er en ny linje på Hillerød STU. På linjen undervises i filmproduktion fra idé til færdig film. Der arbejdes med korte filmformater, musikvideo og kampagnefilm. De studerende lærer at optage på professionelt udstyr og klippe i Adobe Premiere Pro. På linjen arbejdes med nysgerrighed, mod, samarbejde og tryghed, som er forudsætninger for, at man kan arbejde sammen som et filmhold.

Filmproduktion som øvebane

Netop samarbejdet på filmholdet og udviklingen af et originalt serieformat er en fantastisk øvebane og mulighed for at træne og afklare de studerendes muligheder og udviklingspotentialer ifht fremtidige studie- og jobmuligheder.

Arbejdet med film kræver tålmodighed, vedholdenhed, indlevelsesevne, mod, fleksibilitet, højt abstraktionsniveau og forestillingsevne.

I undervisningen på Sputnik Film har de studerende mulighed for at prøve sig selv af i konkrete, praktiske forløb med en tidsplan, som svarer til en professionel filmproduktion.

Under optagelserne til Sputnik Jul havde hver studerende ansvar for sit eget område, og alle opgaver er lige vigtige og skal passes med lige stor opmærksomhed og koncentration.

De studerende fortæller:

Mikkel: Mens vi optog, var jeg ”klapper”. Jeg sørgede for at skrive alt på klaptræet, fx dato, scene, og hvilken gæst vi optog. Og jeg sørgede for at holde øje med klokken og give besked, når der var 10 min til optagelse. Det sjoveste var, at jeg kunne se det hele tæt på, mens vi optog det.

Victoria: Jeg har hjulpet med rekvisitter og lavet make-up på værterne. Og til sidst har jeg været med til at klippe ligesom resten af holdet. Jeg har klippet syv ud af 24 episoder. Det var svært at lære at klippe til at starte med. At lære alle de forskellige funktioner. Men det har hele tiden været sjovt.

Thomas (en af de to værter): Jeg havde ingefærshots med på optagelse hver dag for at give et ekstra skud energi. Patrick (den anden vært, red.) sagde, at han var træt, og så sagde jeg, at jeg tog ingefærshots med for at gøre ham frisk. Det har været hyggeligt og meget sjovt faktisk. Det har også været okay hårdt, når man skal være af og på hele tiden. Det var mest svært til sidst, fordi der er man mere træt og orker ikke så meget mere. Men så var det godt, at vi skulle til at klippe.

Det har krævet koncentration og udholdenhed

At lave en julekalender er rigtig sjovt. Det er sjovt at få idéerne. Og de første syv afsnit er virkelig sjove at optage og klippe. De næste 17 afsnit er hårdt arbejde og kræver en indsats for at holde energien oppe. De studerende på Sputnik Film har selv udviklet idéen til julekalenderen, optaget materialet og klippet serien.

Særligt i klippefasen bliver arbejdet ind imellem rutinepræget, fordi man skal masseproducere den samme vare. Det kræver koncentration og udholdenhed, når man igen og igen skal lægge de samme lydeffekter på og sørge for de samme overgange. Man skal se nysgerrigt på hvert afsnit og finde de sjove højdepunkter og variationer og understrege dem med klipning, lydeffekter og god timing.

Her ses de studerende i klipperummet

Når jeg klipper, ryger jeg helt ind i mig selv og glemmer tiden. Jeg kan slet ikke holde op med at arbejde, så jeg glemmer helt at holde pause. Jeg arbejder faktisk over tid (ha ha). Sådan har vi det alle sammen på holdet.
Thomas

 

For to måneder siden var jeg lige startet på holdet, og dengang var det rigtig svært for mig at komme ind i klassen og socialisere, men nu er jeg blevet en del af holdet, og jeg synes, vi er gode sammen. Vores lærere snakker meget om, at det er vigtigt at turde fejle, og at vi skal ”ha’ hinandens ryg” – det synes jeg vi har haft på den her julekalender. Det har været virkelig sjovt, og jeg er glad for at have været med. Jeg har helt sikkert lært en masse.
Victoria

 

Da de studerende startede på Sputnik Film i august måned, havde de aldrig åbnet klippeprogrammet Premiere Pro, men i disse dage lægger de altså sidste hånd på Sputnik Jul – en julekalender i 24 afsnit.

De unge glæder sig til premieren d. 1. december, som de fejrer om eftermiddagen med en sneakpeak visning af hele serien for deres familie og venner. Alle andre kan følge serien dagligt på sputnikfilm på TikTok og Facebook eller via sputnikmedier på Instagram.