En ungdomsfest skabt af de STUderende selv

For mange af de unge, der går på Sputnik STU, kan det koste energi at indgå i sociale sammenhænge. Men det betyder ikke, at lysten og behovet for et socialt liv er fraværende. Det ser vi klart og tydeligt på Sputnik STU, hvor to tredjedele af de studerende for nylig deltog i en ungdomsfest arrangeret af de unge selv.

Det er tidlig torsdag aften på Sputnik STU København, og der er en sitrende energi i luften. I aften er der nemlig ungdomsfest på STUen, og festforberedelserne har været længe undervejs. Hele førstesalen er pyntet op med farverige vimpler, en cocktailbar og langborde til fællesspisning. Diskokuglen glitrer over det, der senere på aftenen skal blive til et dansegulv.

De studerende er så småt ved at ankomme til lyden af loungemusik, der flyder ud af højtalerne. Marcus, Mads og Thomas, som alle tre har været en del af festforberedelserne, står med hver deres kulørte velkomstdrink i hånden og ser glade og forventningsfulde ud.

“Det er virkelig dejligt at se så stort et fremmøde”, fortæller Thomas. “Vi har arbejdet ihærdigt med at planlægge og reklamere for festen, og i det hele taget gøre vores for, at folk havde lyst til at deltage.”

Idéen udsprang af Klubværelset

Marcus, Mads og Thomas er alle tre en del af Klubværelset på Sputnik STU København. Klubværelset er et slags studienævn, som taler på de unges vegne.

Klubværelset er et sted, hvor vi taler om, hvordan vi kan gøre STUen til et endnu federe sted at være ung studerende. Det er også i Klubværelset, at idéen om en ungdomsfest er opstået. Til at begynde med ville vi gerne lave et brag af en gallafest. Men vi blev i tvivl, om der ville være nok tilslutning, og vi havde heller ikke nok ressourcer til at lave en kæmpe galla. Så vi sadlede om og besluttede at starte med en lidt mere casual fest i en mindre skala.
– Mads

En fest for alle

For nogle af de unge, er det den første ungdomsfest, de deltager i nogensinde. I Klubværelset har de talt meget om, hvordan de kunne skabe nogle festlige rammer, der gjorde, at så mange som muligt følte sig trygge og havde lyst til at deltage i festen.

Marcus fortæller: ”For nogle her på STUen, kan et festligt arrangement med masser af mennesker, være ret overvældende at deltage i. Vi snakkede meget om, hvordan vi kunne få folk til at føle sig tilpas og slappe af.”

Mads supplerer: ”Nogle kan også blive usikre, fordi de ikke ved, hvad de kan forvente af en ungdomsfest. Vi har derfor gjort meget ud af at forberede alle. Vi var fx ude i god tid og gøre reklame for festen – både i form af plakater rundt om på STUen, og så har vi også været rundt på alle stamhold og fortælle om festen, og om hvad der skal ske.”

”Vi har også diskuteret sådan noget som bordplan i forhold til spisning”, fortæller Thomas. ”Vi har sat nogle undervisere ved bordene, som kan støtte dem, der har brug for det. Dem, som gerne vil sidde ved siden af hinanden, de har også haft chance for at ønske det, og så har de selvfølgelig fået lov til det.”

De unge kan en masse med den rette støtte

Man skal ikke underkende, at mange af de unge er ’på arbejde’, når de deltager i en ungdomsfest, som den Klubværelset har stablet på benene. Dét med at være i en uvant setting med uformelle rammer og smalltalk kan være krævende, og det har personalet på STUen selvfølgelig gjort sig pædagogiske overvejelser omkring.

”Vi er meget opmærksomme på, at for flere af vores unge er det enormt energikrævende at deltage i en fest. Samtidig viser sådan et arrangement her også, hvad de unge faktisk er i stand til, hvis blot den rette indsats og støtte er til stede. Vi ser nogle af de unge fra helt nye sider på en aften som i aften. Unge, der pludselig og helt uventet slår sig løs på dansegulvet eller stiller sig frem og holder en tale for deres medstuderende. De unge vil gerne fællesskabet, men når man har udfordringer med fx autisme kan det være svært at tage skridtet alene ind i det. Det er vores opgave at understøtte og guide dem ind i fællesskabet, og det er en fryd at se, når det lykkedes – som på en aften som i aften.”

– Underviser, Mette Kloch